Møderække

Kommunikation og interessevaretagelse - Aarhus - mødeprogram

Halvvejsstatus: Besserwisserne tager temperaturen på regeringen

Torsdag den 3. juni 2021, 09.15 -12.00

Regeringen er nået halvvejs i sin regeringsperiode, og det er tid til at tage en status. Er kommunikationen blevet for skarpskåret og selvhøjtidelig eller sidder den i skabet? Vi har sammensat et kommentatorpanel af besserwissere som, sammen med netværket, vil kloge sig på hvordan regeringen har båret sig ad i sine første to år. Vi spørger, hvordan forholdet mellem medierne, interesseorganisationerne og regeringen står - og ikke mindst hvad vi kan forvente os af resten af regeringsperioden. For hvilke kræfter ulmer i den magtpolitiske tektonik og skal vi allerede nu forberede os på valg?

v/ Søs Marie Serup, Lars Trier Mogensen og Henrik Qvortrup (MØDESTED: LynFabrikken, Vestergade 49, 8000 Aarhus C)

Magt og møgsager: Gode undskyldninger og sange fra de varme lande

Torsdag den 26. august 2021, 09.15 -12.00

Skal man overleve i politik, skal man være god til at undskylde. Men hvordan strikker man en undskyldning sammen, der rent faktisk fungerer i det offentlige rum? Hvad skal man have i mente, inden man går offentlig bodsgang? Hvad fungerer, og hvad fungerer absolut ikke, når det kommer til undskyldningens kunst? Og kan man tænke shitstorms og krisekommunikation ind i sin Public affairs strategi? Vi dykker ned i en række undskyldninger fra den politiske verden de seneste år, og disekkerer dem i stykker - både Mette Frederiksens undskyldning til Godhavnsdrengene, til diverse MeToo-sager og forbi Aarhus Kommunes håndtering af Kongsgården i Elsesagen.

v/ Anna Thygesen, adm. direktør, WeDoCommunications og Søren Kaster, adm. direktør for Lead Agency

Dét de unge vil have

Fredag den 1. oktober 2021, 09.15 -12.00

Effektiv lobbyisme kræver, at man har et stærkt netværk i forhold til at skaffe viden, information og møder med beslutningstagerne. Hvordan kan man udvide sit netværk, så man også står stærkt blandt den yngre generation af politikere? Hvordan ser fremtidens unge beslutningstagere på lobbydisciplinen? Og er der nogle ting i ”sådan plejer vi at gøre”-tilgangen, som de opfatter som gammeldags? Disse spørgsmål og mange flere stiller vi tre unge politikere.

v/ Mai Villadsen (EL)(ikke bekræftet), Marie Bjerre (V) og Frederik Vad Nielsen (DSU)

Anders Langballe: Når den politiske fortælling også er privat

Onsdag den 1. december 2021, 09.15 -12.00

I starten af 2020 gjorde Danske Handicaporganisationer sig et scoop, da de ansatte den mangeårige politiske redaktør på TV2, Anders Langballe, som kommunikationschef. I medieverden var han en stor del af viderebringelsen af politiske fortællinger - i dag skal han være med til selv at skabe dem for en sag, der står hans hjerte nært efter en hård periode i Anders' liv. Men hvordan skaber man en fortælling, der rammer bredt, når den samtidig er så personlig? Og hvordan kan Anders bruge sin tid fra medierne til arbejdet i interesseorganisationen? På dagens møde tager vi snakken med Anders Langballe om de kommunikative redskaber, når en politisk sag i den grad også er privat.

v/ Anders Langballe, kommunikationschef, Danske Handicaporganisationer

Vær opmærksom på, at der kan ske ændringer i møderækken. Du kan til enhver tid finde den aktuelle møderække på www.samu.dk

Ønsker du at høre nærmere?

Har du nogle spørgsmål til netværket, så kontakt gerne den netværksansvarlige.

Daniel H. Fischer